Træningsturen til Kaltenbach/Østrig i uge 3-2009

Af: Henrik Rømer

Se planen for turen her...

Som nyindmeldt medlem i skiklubben har jeg fået den ære’ at fortælle lidt om vores tur til Kaltenbach. Stærkt ansporet af en arbejdskollega, besluttede jeg at prøve denne tur.

Vi startede ud fra Aalborg torsdag den 16. januar en næsten ny Setra-bus med 48 forventningsfulde skientusiastiske deltagere, og med kursen lagt mod Kaltenbach i Østrig, hvor vi skulle lande næste morgen ved 7-tiden. Undervejs havde vi opsamling i Skanderborg og Vejle, hvor vi desuden skiftede chauffører til resten af turen.
Alle folk i bussen var i strålende humør, eller blev det efter indtagelse af diverse flydende drikke. Aftensmaden blev indtaget på en rasthof nær Hamborg, og så gik det ellers sydpå. Næste morgen morgen lidt før kl. 7, ankom vi til Gasthof Waldruh, hvor vi fik tildelt værelser og derefter indtog morgenmad med de 14 deltagere, som valgte at køre selv.
Jeg delte værelse med Torben Andersen, en inkarneret skiløber og instruktør, hvilket jeg senere skulle erfare.

Efter omklædning til skiløb, kørte vi kl. 9 præcis (jf. Poul Bluhm) med bussen til skiområdet Kaltenbach, en tur på ca. 15 kilometer. Da vi ankom strålede solen fra en skyfri himmel oppe på bjerget, og efter at vi alle havde taget kabineliften op til topstationen, stod den i skiinstruktørernes tegn.

Vi blev delt ind i hold efter færdigheder, og mit hold fik kyndig skiundervisning af Jens Riis. Jens underviste meget kompetent, og for mit eget vedkommende har jeg kun fået 1-2 times skiundervisning, i løbet af de 20-22 år som jeg har stået på ski. De tillagte unoder som man havde tilegnet sig, blev forsøgt rettet. Vi lærte “frække” ord som overkropsrotation, John Travolta-stil, carve og bagvægt (noget som jeg stadig kæmper med - og det er IKKE fordi jeg har for meget vægt i agterlanternen).
Jens prøvede at lære os at køre ned ad bakken medbringende et stort fladskærms-TV i strakte arme, og med focus rettet imod dalen konstant. Slet ikke nogen nem øvelse. Tiden gik hurtigt og pludselig var kl. 12, og det var slut med undervisningen for den dag. Vejret var stadigt helt perfekt - Kaiserwetter, som de siger i Østrig. Det var tid til frokost, og vi kunne sidde udenfor og nyde vejret.

Efter frokost var vi en gruppe som tog liften over til Krystallhütte, et panoramagasthof med 360 graders udsigt og med bålplads inde mit i lokalet. Vi fik lidt jagate og varm chokolade med rum i, og sad og nød udsigten udenfor på terrassen. Eminent oplevelse. Efterfølgende gik turen ned af bjerget, og jeg stod helt i bund al dalen sammen med Kjeld og Peter. Nu skulle det være godt at komme hjem til hotellet og få sig et bad. Heldigvis boede vi på en etage i annekset, som ikke manglede varmt vand, i modsætning til visse andre deltagere som boede på højere etager. Aftensmaden bestod at en tre-retters menu med cremesuppe, wienerschnitzel og syltede frugter. En ganske udmærket middag, som blev afsluttet med en jaga-te i baren sammen med Palle. Det øvrige selskab var ved at være spredt, og jeg følte trætheden melde sig efter en lang dag, og gik til sengs.

Næste morgen var vi alle klar igen til at indtage bjerget. Vi tog bussen op til skiområdet, og skulle så i gang med den obligatoriske morgenopvarmning under kyndig vejledning af Jens. Så stod den ellers på skiundervisning indtil kl. 12, hvor vi spiste frokost og derefter kunne køre på egen hånd. Vejret havde indtil nu været med solskin, men nu begyndte det at blive mere overskyet.

Eftermiddagen blev sluttet af med et besøg i en af gasthofene, hvor nogle af os fik germknödel og apfelstrudel - herligt. Det var
tid til at tage bussen hjem til hotellet, hvor skigrupperne om aftenen efter middagsmaden hver især skulle optræde med et nummer. Det blev til mange pudsige og grinagtige episoder, som man skal opleve i real live. Et af numrene var en sang, som blev spillet af D.A.D. - ikke at sammenligne med de rigtige, men derimod Den Afdankede Duo, bestående af Kjeld på guitar og Jørgen på trommer. De to gav den senere hele armen
ovre i frokoststuen i annekset, hvor vi boede. Der blev danset og sunget lige indtil midnat.

Søndag var vores sidste dag på ski, og vejret viste sig ikke fra sin bedste side. Det blæste kraftigt på toppen al bjerget, og man skulle pakkes ind i varmt tøj. Skiundervisningen forekom mere besværligt med den kraftige vind. Efter frokosten havde jeg den frivillige’ fornøjelse at køre sammen med fire skiinstruktører (Jens, Tine, Nanna og Torben). Det kan nok være at det blev lidt af en opgave at følge trit med dette firkløver. Over stok og sten gik det - ind og ud af umarkerede pister og igennem en flok træer. Jeg fik så meget mælkesyre hobet op i lårene, mens firkløveret med deres gummilår, bare tonsede ned af bakken. Alt hvad man havde lært af teknikker blev sat på standby. Det her var kun et banalt spørgsmål om OVERLEVELSE. På et tidspunkt spurgte jeg Jens, om vi da aldrig skulle holde en pause (drikkepause forstås), men det var ikke noget de brugte. Jeg følte at jeg fik kørt flere kilometer denne eftermiddag end jeg havde gjort på hele turen. Puha. Ja, helt normale er disse skiinstruktører altså ikke. Nå, men til sidst kom vi da ned af bjerget (selvfølgelig kørte vi helt i bund), og mine lårbasser var bare totalt smadrede. Alligevel havde det været en rigtig god dag på bjerget, hvor man havde fået brugt alle sine muskler.

Efter at vi kom hjem til hotellet, var det tid til at få pakket sine ting og sat ud i bussen, hvorefter vi indtog den sidste aftensmad før afgang kl. 19.00. Kursen blev sat mod Danmark igen. Næste morgen vel ankommet til Padborg, hvor vi spiste morgenmad, kunne jeg pludselig mærke at jeg havde lår, som havde været på den hårdeste test at alle. Vi landede i Aalborg ved 12-tiden.

Det havde været tre rigtige dejlige dage, som forhåbentlig tåler gentagelse til næste år. Jeg kan varmt anbefale turen til andre.
Med venlig hilsen
Henrik Rømer

17.03.2009