Indendørs skiløb i Århus 15-11-2008
Af: Carsten Jespersen
Junior Alpin Racing Team var 15.nov. på tur til det nye Skiarena i Århus.
Vi var alle sammen spændte på, hvad der ventede os hos SkiArena, da vi lørdag den 15. november trådte ind i en stor industrihal i et industrikvarter i udkanten af Århus.
 |
Skitræning med Aalborg Skiklub. Geografisk område: Århus Dato: 08/11/2008 Antal billeder i albummet: 17
Vis album |
Indenfor var der ikke meget industri over det. Der var faktisk bygget en hytte indeni hallen.
En bar lige indenfor, omklædningsrum med badefaciliteter, og endda en skibutik. I bunden af området lå de 2 ”bakker” så. Altså nogle korte af slagsen, for der kørte et hvidt tæppe rundt og rundt på bakken.
"Hvor lang er pisten?" kommer det fra en af deltagerne – det spøjse spørgsmål er næsten en selvfølge her på stedet.
Svaret fik vi senere, for pisten bliver ved og ved i de 10 min. en træningssession varer inden der kommer nye løbere på båndet og så igen på båndet i 10 min. o.s.v. o.s.v.
Når man lige har vænnet sig til den anderledes fornemmelse og den begrænsede plads på båndet, så kommer der mere og mere fornemmelse ind i benene og træningen kan begynde at bruges til noget konstruktivt. Vel hjulpet at instruktøren, der retter på en uafladeligt, og spejlet for enden af båndet, der viser hvordan du står på ski. Og som fornemmelsen kommer mere ind i kroppen, så sættes hastigheden på båndet tilsvarende op.
Optaget / redigeret af Martin Jørgensen
Jeg havde selv den tanke, at hvis man falder, så bliver man kørt med op i toppen af bakken, men instruktøren har en remotecontrol i hånden, og der er ingen forsinkelse på stoppet. Det stopper øjeblikkeligt, så der er ikke fare på færde.
Det er god træning for både fysik og teknik forud for en ny sæson, og er super effektivt til både begyndere og erfarne skiløbere.
For begynderen har det den fordel, at man faktisk kan få ”overstået” sine første udfordringer med at skabe balance, lave plov, starte sving og få ind i kroppen, hvad det er der får skien til at svinge. Herved kan man spare måske de første 2 skiture som ny løber, idet det oftest er spildte penge, forstået på den måde, at man jo ikke får særligt mange km. for pengene. Med andre ord. Man sparer en lang rejse til bjergene, for at ”lære” at stå på ski.
Og hvor fedt er det lige at stå i Canazei som nybegynder og ikke komme ud af stedet, mens resten løber Sella Ronda?
For den øvede løber giver det især fysisk træning af de relevante muskelgrupper, og en tilretning af de unoder, som man sikkert har fra mange års forkert anvendt teknik – helt eller delvist.
Og hvor mange har ikke løbet på pisterne og tænkt, hvordan ser mit skiløb egentlig ud?
Hvordan er min position på skiene, hvor meget kanter jeg skiene o.s.v.?
At det så kan være noget af en personlig overvindelse, at se sit spejlbillede er så en anden sag.
Men det virker, og så må man bide i det sure æble, og ty til selverkendelse… Ellers kommer man jo ikke videre i udviklingen.
Så efter 2 timers intens træning på båndet – var vi næsten kede af at det stoppede, og det er med glæde vi ser frem til at komme tilbage om 14 dage. For nu er tilvænningen overstået, og vi kan køre for fuld knald fra første rul på båndet næste gang.
Efter træningen snakkede vi lige af i baren og spiste en tiltrængt sandwich, inden vi satte næsen mod Aalborg igen. Og helt ærligt. Det tager kun ca. 50 min at køre turen hver vej.
Det kan kun anbefales, at klubbens medlemmer besøger stedet, og supplerer den udmærkede fysiske træning Jens laver på skigymnastikken med et par besøg på rullebåndene i Brabrand inden den rigtige sne kommer under fødderne.
Der blev faktisk talt lidt med Martin, der driver centret, om at lave en samlet klubtur? – evt. med bus, og kombineret med lidt spændende foredrag/filmvisning og noget afterski i baren bagefter.
Så det kan være vi får et sådant arrangement stablet på benene i januar eller februar.
17.11.2008